HVORFOR SÆTTER man over 50.000 syge danskere ned i kontanthjælp for at de skal tage arbejde, når de ikke kan arbejde? Hvor er logikken i at udsætte mennesker for økonomiske incitamenter, når de ikke kan reagere på dem?
Lige præcis det spørgsmål har jeg stillet til socialministeren, til stort set alle borgerlige beskæftigelsesordfører og på gårdsdagens samråd stillede jeg det til beskæftigelsesministeren.
Og jeg fik stadigvæk ikke noget svar i går og jeg tror faktisk ikke, at der findes et logisk svar.
Jo, man kunne svare, at kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen er en fejlkonstruktion, der skaber masser af fattigdom uden at få særlig mange mennesker i arbejde.
Man kunne svare, at reformen er et forsøg på lave løntrykkeri og spare penge sammen til for eksempel skattelettelser.
Man kunne også svare, at meningen er at suge penge fra de fattigste danskeres hjælp op gennem samfundet til de velhavendes lommer. Dette selvom vi lever i en tid med god økonomi og stigende beskæftigelse, hvor der netop burde være råd til at bedre de fattige og udsattes kår.
DET VILLE efter min mening være ærlige svar, men det siger sig selv, at de ikke ville komme ud af munden på borgerlige beskæftigelsespolitikere.
Manglen på svar efterlader kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen som et monument over en fejlslagen og uværdig beskæftigelsespolitik. Det har jeg påpeget på alle mulige måder gennem snart 15 samråd, flere høringer, adskillige forespørgselsdebatter og de tre maratonbehandlinger, som det krævede for at få kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen gennem folketinget. Og det er ikke bare Alternativets holdning.
Flere topøkonomer, heriblandt professoren Nina Smith, som selv har været med i udarbejdelsen af de sidste 25 års arbejdsmarkedsreformer, har været ude at sige, at reformerne ikke længere virker.
Nina Smiths pointe er helt klar: Mange af de mennesker, der i dag er syge eller ledige, er simpelthen ikke i stand til at arbejde, og det bliver vi nødt til at anerkende. Derfor hjælper økonomiske incitamenter dem ikke i arbejde, for det kan, enten fysisk eller psykisk, slet ikke lade sig gøre for dem at tage et arbejde.
Og det siger sig selv, at Nina Smith har en pointe, når vi kan konstatere, at to tredjedele af de mennesker, der rammes af loftet og 225 timers reglen har sociale udfordringer eller fysiske/psykiske sygdomme og skader, der holder dem ude af arbejdsmarkedet.
KONKLUSIONEN MÅ være at fattigdomsreformernes storhedstid burde være forbi. Der er brug for helt andre redskaber, hvis vi skal hjælpe de syge ledige med at blive raske og hjælpe de jobklare ledige ind i arbejdsfællesskabet.
Og her er vi tilbage til gårdsdagens samråd, der handlede om, hvorvidt beskæftigelsesministeren vil lave yderligere arbejdsudbudsreformer - også kaldet fattigdomsreformer - eller man ville satse på for eksempel uddannelse, forskning og produktivitetsstigning.
Og her var der da en enkelt god nyhed til modtagere af for eksempel kontanthjælp og dagpenge. Og det er, at ministeren sagde, at man ikke havde tænkt sig at skære yderligere i overførselsindkomsterne for at give folk incitament til at søge arbejde.
VI KAN dermed håbe, at blødningen er stoppet og at der ikke skal spares endnu flere milliarder på de lediges hjælp. Jo færre penge, der skal findes, jo lettere bliver det for Mette Frederiksen at rulle kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen tilbage, hvis hun kommer til magten om et par år.
For det er selvfølgelig det første, der skal gøres, så de fattigste ledige får råd til medicin, bolig og mulighed for at løfte deres børn op over fattigdomsgrænsen.
Dernæst skal de ledige mødes med tillid til at de kan noget i stedet for en holdning om, at de er nogle helt uduelige mennesker, som skal kontrolleres og administreres.
De jobklare ledige skal hjælpes ind i arbejdsfællesskabet med en individuel indsats og de syge kontanthjælpsmodtagere skal i første omgang have mulighed for at blive raske og komme på benene og dernæst hjælpes ind i arbejdsfællesskabet.
DET KALDES at investere i mennesker. Og det har vi gjort gennem hundereder af år. Vores velstand bygger på, at vi, i Danmark, gennem tiden, har skabt rammer for at folk kan leve gode liv. Vi har satset på at skabe tryghed og levegrundlag for dem, som der ikke er plads til på arbejdsmarkedet og vi har investeret i uddannelse og opkvalificering af alle danskere.
Det er fordi, vi har investeret i mennesker, i hinanden, i viden og uddannelse og dannelse og forskning at vi har den velfærd, vi har i dag. Det er først inden for de sidste årtier, at den neoliberale vækstfantasi har betydet, at man tager de penge, som skal bruges på uddannelse, forskning og tryghed – kort sagt til investering i mennesker og gode liv – og putter dem direkte ind i forretningsinvesteringer.
MENINGEN ER tilsyneladende, at der skal skabes øget vækst i Danmark, som så skal komme alle til gode. Problemet er bare, at rigdommen fra væksten ikke siver ned gennem samfundet og kommer alle til gode. Rigdommen forsvinder derimod ned i lommerne på de meget, meget rige. Så meget at 8 mennesker i dag ejer lige så meget som den fattigste halvdel af verden tilsammen. Vi kalder det jobløs vækst og kapitalophobning.
Men reformerne, der skal øge arbejdsudbuddet fortsætter tilsyneladende. På samrådet i dag, varslede ministeren i hvert fald nye tiltag, selvom han ikke ville afsløre indholdet.
I Alternativet mener vi ikke, at det er vejen frem. Der er ikke noget vi hellere vil end at trække folk ind i arbejdsfællesskabet, men vi tror ikke på tvang, kontrol og økonomiske incitamenter. Det skal tillid ind i beskæftigelsessystemet. Tillid til at folk godt kan og støtte til at folk får lov til at vise det.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.