Politiet har valgt at løslade en 25-årig mand, der er sigtet for at have voldtaget en fem år yngre kvinde i Viborg.
Det var kvinden selv, der natten til søndag slog alarm og fortalte, at hun var blevet tvunget til samleje bag diskoteket Dickens.
Hun havde været i byen og kendte den 25-årige i forvejen, så hun kunne hurtigt sætte navn på den mistænkte over for politiet.
Han blev anholdt umiddelbart efter, hvor han stadig var i området.
Manden blev søndag lægeundersøgt for eventuelle spor og afhørt af politiet.
Oprindeligt var det tanken, at man ville kræve den 25-årige fængslet.
Men politiets jurister vurderede, at der ikke var materiale nok til at fremstille manden i et grundlovsforhør, så derfor blev han løsladt.
- Men vi opretholder sigtelsen mod ham, siger vagtchef Lars Even.