En mand blev mandag eftermiddag angrebet med kniv i Kokkedal. Han blev snittet i ansigtet og er ikke i livsfare, oplyser Nordsjællands Politi.
Episoden har ikke forbindelse til drabet og drabsforsøgene i Rungsted, lyder det fra politiet.
Det var ifølge politiet i forbindelse med "noget tumult", at den 24-årige blev snittet med kniven. Det skete lidt efter klokken 17.
På grund af overfaldet rykkede flere betjente ud til Holmegårdsvej i Kokkedal.
Umiddelbart er der som nævnt ifølge politiets første melding ingen sammenhæng med det skyderi og de overfald, som fandt sted tidligt lørdag aften i Rungsted.
Sent mandag aften oplyser politiet, at man tidligere foretog anholdelser i sagen, men at de pågældende er blevet løsladt igen.
/ritzau/