Politiet var talstærkt til stede på Frederikssundsvej på Nørrebro i nat, hvor en ung mand blev stukket ned.
Bag afspærringerne ledte politiet efter sporerne i sagen, hvor der blandt andet blev fundet et blodigt viskestykke og et sæt nøgler med en foldekniv i.
Anmeldelsen løb ind klokken 01.53 og politiet var hurtigt på pletten. Dermed kunne de anholde den formodede gerningsmand, som blev iklædt en hvid dragt og fik sine hænder fikseret på ryggen med strips.
Politiet arbejder nu på at finde ud af, hvad der skete forud for knivstikkeriet.
Ikke banderelateret
– Vi ved ikke med hundrede procent sikkerhed, hvad anledningen var til knivstikkeriet, de to personer har muligvis kendt hinanden i et eller andet omfang. Det er i hvert fald ikke banderelateret, siger vagtchefen fra Københavns Politi til BT.
Ofret er uden for livsfare efter behandling på hospitalet.