Manchester City har oprettet en klageordning for ofre for seksuelt misbrug.
Ordning omfatter kompensation og undskyldning til spillere, der blev seksuelt misbrugt i løbet af deres tid i klubbens ungdomsafdeling.
Det skriver Manchester City på sin hjemmeside.
Sidste år blev Barry Bennell idømt 31 års fængsel for adskillige seksuelle overgreb på 12 ungdomsspillere i perioden 1979 til 1991.
Bennell arbejdede blandt andet som ungdomstræner for den engelske klub Crewe Alexandra og som talentspejder hos Manchester City.
Samtidig er der rejst alvorlige anklager mod en anden mand, John Broome, efter at Citys egen gennemgang af Bennell-sagen har ledt til, at ni personer har anklaget Broome for seksuelt misbrug, herunder voldtægt.
Broome, som døde i 2010, var en del af trænerteamet for Citys ungdomsafdeling i 1960'erne.
Det er ofre for disse to mænd, som klageordningen henvender sig til.
City skriver, at klubben har fokus på at videreføre efterforskningen af sagerne og opfordrer andre ofre for seksuelt misbrug til at stå frem.
Sagerne om seksuelt misbrug af børn i engelsk fodbold kom første gang frem i lyset, da den tidligere spiller Andy Woodward valgte at stå frem i november 2016 og fortælle om overgreb begået af Bennell, mens Woodward var ungdomsspiller i Crewe Alexandra.
Det fik mange andre tidligere spillere til også at stå frem.
Det Engelske Fodboldforbund (FA) har igangsat en uafhængig efterforskning om seksuelt misbrug af børn i fodbold. Resultaterne fra efterforskningen forventes at blive fremlagt i de kommende måneder.
/ritzau/