Præsident Donald Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort er mandag blevet flyttet til et topsikret fængsel på Manhattan.
Det skriver The New York Times.
Dermed slipper Manafort tilsyneladende for at skulle afsone i det berygtede fængselskompleks på Rikers Island i New Yorks East River. Manafort stod oprindeligt til at skulle overføres til det skandaleramte kompleks.
Det er angiveligt et brev fra justitsminister William Barrs højre hånd, Jeffrey Rosen, der har ført til de ændrede planer. Det skriver The New York Times.
I brevet har Jeffrey Rosen antydet, at han holder øje med, hvilket fængsel Manafort bliver sendt til i New York.
Brevet blev sendt i sidste uge til anklagere på Manhattan. Og mandag lød det så, at Manafort alligevel ikke skal til Rikers Island.
Rikers Island kom blandt andet i fokus i 2014. Her skrev flere medier om voldelige episoder i fængslet, dårligt opsyn, tvivlsom medicinsk behandling, korruption og manglende formåen i forhold til at forhindre selvmord.
70-årige Manafort skal i stedet afsone i det topsikrede Metropolitian Correctional Center på Manhattan.
Fængslet huser også den mexicanske narkobaron "El Chapo" samt mistænkte medlemmer af den militante organisation al-Qaeda. Det skriver nyhedsbureauet dpa på baggrund af anonyme kilder.
Manafort blev i marts idømt syv et halvt års fængsel for at have modarbejdet Rusland-undersøgelsen samt for skattesnyd for flere millioner dollar.
Den tidligere kampagnechef blev blandt andet kendt skyldig i sammensværgelse mod USA, hvilket blandt andet består af hvidvask og forsøg på at påvirke vidner.
Manafort har hidtil siddet fængslet i Loretto i Pennsylvania. Han er dog blevet flyttet, da han står over for nye anklager i New York.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.