Skrevet i samarbejde med Knud Brix, knbr@avisen.dk
Ny Alliances medlemsflugt fortsætter. Tirsdag var det folketingsmedlemmet Malou Aamund, der stemplede ud.
- Jeg ved, jeg efterlader dem i en helt forfærdelig situation. Men jeg kan ikke tage ansvaret for deres deroute på mine skuldre. Jeg kan ikke kæmpe for et parti, når jeg ikke tror på det længere, og jeg kan ikke blive på grund sympati eller medlidenhed. Jeg vil ikke føle mig falsk og forloren hver dag, når jeg reelt ikke tror på projektet længere, siger hun til Avisen.dk.
Da Gitte Seeberg i sidste uge forlod partiet, valgte hun at blive løsgænger. Den tanke har slet ikke strejfet Malou Aamund, der med øjeblikkelig virkning melder sig ind i Venstre.
- Jeg er liberal, og jeg kommer fra et liberalt ophav, og jeg mener faktisk at Venstre har flyttet sig på nogle af de områder, som jeg kæmper for, siger hun om partiskiftet.
Malou Aamund understreger igen, at hun ikke kan tage ansvar for Ny Alliances nedtur.
- Partiet har været sammensat af hold fra rød og blå blok, og det er svært at forene de strømninger.