Nul kroner. Sådan lød den pris, som den sønderjyske erhvervsduo Frank Waller og Erik Thaysen sammen med brødreparret Tom og Per Roth måtte betale, da de tilbage i 2013 købte Hjem-Is.
Hjem-Is og firmaets karakteristiske lyseblå isbiler kom til Danmark i 1976. Firmaet har tidligere været ejet af Nestlé, men for fem år siden valgte den multinationale fødevarekoncern at afhænde Hjem-Is, der samtidig fusionerede med Viking-Is.
De fire iværksættere slog til og købte Hjem-Is, og til JydskeVestkysten afslører Frank Waller og Erik Thaysen nu prisen på nul kroner.
- Vi overtog nogle forpligtelser, og der var nogle omkostninger i at lukke Viking-IS ned, men vi var i den heldige situation, at Nestlés schweiziske koncernchef ville ud af alle de selskaber, man ikke så nogen fremtid i, siger Frank Waller til JydskeVestkysten.
Makkerparret fortæller til den jyske avis, at de tjente 45 millioner kroner, da de sidste år solgte Hjem-Is videre til selskabet Mejerigaarden.
De nye ejere, der blandt andet står bag Premier Is, har ikke haft held til at skabe sorte tal hos Hjem-Is, der kom ud af 2017 med et rekordunderskud på 10 millioner kroner.