En 13.-plads blev facit, da Kevin Magnussen lørdag kørte kvalifikationen til søndagens Formel 1-grandprix i Belgien.
Danskeren, der sluttede lige efter sin Haas-kollega, Romain Grosjean, er kun nogenlunde tilfreds med forløbet på Spa-banen.
Kevin Magnussen kørte sig først videre fra første kvalifikationsrunde (Q1), hvorefter han røg ud i anden kvalifikationsrunde (Q2).
- En nogenlunde kvalifikation, siger Kevin Magnussen til TV3 Sport.
- Igen var det ret tæt i midterfeltet, og jeg fik ikke det bedste ud af det i det sidste run i Q2. Resten forløb ret godt. Desværre er det sidste run det vigtigste. Dér fik jeg ikke sat omgangene ordentligt sammen.
- Det er okay, hvor vi er nu, i forhold til at prøve at score point søndag. Men jeg tror, at vi alle havde forventet at være en smule stærkere her i Spa, siger danskeren.
Lewis Hamilton vandt kvalifikationen og starter således forrest i søndagens grandprix.
Med sin 68. pole position i karrieren har den britiske Mercedes-kører nu tangeret Michael Schumachers rekord for flest pole positions.
- Jeg har altid beundret ham (Schumacher, red.), og det gør jeg stadig i dag, siger Lewis Hamilton ifølge AFP om den syvdobbelte verdensmester fra Tyskland.
- Jeg er beæret over at være der sammen med ham nu med pole positions, men han er stadig en af de største nogensinde, siger briten.
Tyske Sebastian Vettel, der fører i den samlede VM-stilling, indleder søndagens grandprix som nummer to.
/ritzau/