Den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas) havde mere fart i bilen i anden træning fredag før søndagens Formel 1-grandprix i Bahrain.
Her testede Kevin Magnussen sammen med resten af feltet biler og bane, før det går løs søndag i sæsonens andet grandprix.
Kevin Magnussens gennemførte 33 omgange og hans bedste tid lød på 1 minut og 30 sekunder, og det var anden trænings syvendebedste tid.
Holdkammeraten Romain Grosjean var 0,068 sekund langsommere og han endte som nummer ni.
Ferraris Sebastian Vettel leverede hurtigste tid i anden træning med 1 minut og 28,846 sekunder.
I første træning diskede Kevin Magnussen op med en hurtigste omgangstid, der lød på 1 minut og 32,602 sekunder.
Her blev der kørt tider på en 50 grader varm bane under solen i Bahrain, og Magnussen gennemførte 21 omgange, hvor han altså var markant langsommere.
Tiden i første træning var 2,248 sekunder langsommere end Ferrari-køreren Charles Leclerc, som her var hurtigste mand. Her var holdkammeraten Sebastian Vettel næsthurtigst, inden de to byttede plads i anden træning.
I første træning leverede Romain Grosjean en tid, der rakte til en placering som nummer 17.
Lørdag køres der en træning mere, inden det gælder kvalifikationen til selve grandprixet søndag.
Magnussen fik en god start på sæsonen, da han kørte sig på sjettepladsen i Det Australske Grand Prix i Melbourne for to uger siden.
Det skaffede danskeren otte point til VM-stillingen.
I 2018 nåede Magnussen op på niendepladsen med 56 point og var den bedste af de to kørere på Haas-mandskabet.
/ritzau/