Den franske præsident, Emmanuel Macron, afviser det som "demagogi", når adskillige europæiske lande - deriblandt Tyskland - opfordrer til en aflysning af aftalte våbensalg til Saudi-Arabien efter drabet på journalisten Jamal Khashoggi.
- Hvad er forbindelsen mellem våbensalg og drabet på Khashoggi? Jeg forstår forbindelsen mellem våbensalg, og hvad der sker i Yemen, men der er ikke nogen forbindelse til Khashoggi, siger Macron, som fredag talte til journalister under et besøg i Slovakiet.
- Det er rent demagogi at sige, at "nu må vi stoppe våbensalget. Det har intet at gøre med Khashoggi, fastslår den franske præsident.
Østrigs udenrigsminister, Karin Kneissl, er blandt dem, som kræver et stop for våbensalg. I et interview med en tysk avis siger hun, at våbensalg til Saudi-Arabien må stoppe efter drabet på Khashoggi, og hun tilføjer, at det også vil kunne bidrage til en løsning på "den frygtelige krig i Yemen".
Udtalelserne fra Østrig, som for øjeblikket har EU-formandskabet, kom efter, at Tyskland havde meddelt, at det ikke vil godkende våbeneksport til Saudi-Arabien, før drabet på Khashoggi på det saudiarabiske konsulat i Istanbul er opklaret.
Macron har tidligere opfordret til en efterforskning, der skal skabe fuldstændighed klarhed omkring den saudiarabiske journalists død,
- Sådan som forløbet er blevet beskrevet, så er det meget alvorligt, sagde Macron i en tidligere kommentarer til sagen.
Tyrkiet præsident sagde fredag, at Saudi-Arabien må fortælle, hvad der er blevet af liget af den myrdede journalist.
Præsident Recep Tayyip Erdogan sagde i en kritisk tale om Saudi-Arabiens rolle, at den saudiske chefanklager kommer til Tyrkiet søndag. Her skal han møde de tyrkiske anklagere i forbindelse med efterforskningen af drabet.
Analytikere siger, at drabet formentlig blev beordret af Saudi-Arabiens stærke mand, kronprins Mohammad bin Salman.
- Hvem gav denne ordre? spørger Erdogan og tilføjer:
- Hvem gav ordren til, at 15 mennesker rejste til Tyrkiet?
Saudi-Arabiens skiftende udmeldinger om, hvad der skete med Khashoggi, har svækket tilliden til det arabiske regime. I første omgang var forklaringen, at Khashoggi døde under et tilfældigt slagsmål inde i konsulatet.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters