Macron overvejer mere politi ved de næste demonstrationer

TOPSHOT-FRANCE-SOCIAL-POLITICS-DEMO-FUEL (Foto: Geoffroy Van Der Hasselt/Ritzau Scanpix)

Undtagelsestilstand blev ikke nævnt på fransk krisemøde, efter Macron har beset skaderne i Paris' gader.

Fremover skal der muligvis være flere politifolk eller gendarmer i gaderne i Paris, når de "Gule veste" igen holder demonstration.

Det var noget af det, der blev drøftet, da den franske præsident, Emmanuel Macron, søndag holdt krisemøde med sin premierminister, indenrigsminister og de fem øverste embedsmænd på sikkerhedsområdet.

Det oplyser en unavngiven kilde til nyhedsbureauet Reuters.

Muligheden for at indføre undtagelsestilstand, som en regeringstalsmand havde nævnt forud for søndagens krisemøde, blev ikke drøftet, oplyser kilden.

Præsidenten kommer ikke med en udtalelse efter søndagens krisemøde, oplyser Élysée-palæet ifølge tv-stationen BFM i en udtalelse efter mødets afslutning.

Macron var søndag formiddag ved Triumfbuen for ved selvsyn at se de skader, der var sket under lørdagens voldsomme demonstration.

Han så også mange af de sammenkrøllede og udbrændte bilvrag, der søndag formiddag endnu ikke var fjernet fra gaderne.

Politiet i Paris meddelte tidligere søndag, at 263 blev kvæstet, og 412 er anholdt i forbindelse med lørdagens uroligheder i hovedstaden. Blandt de kvæstede er 23 betjente.

I byen Toulouse har der ligeledes været voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter lørdag aften. Her er 57 kvæstet.

Langt størstedelen, 48 af de 57, er politifolk. Det oplyser myndigheder i byen ifølge BFM. Fem af dem ligger på hospitalet søndag.

Urolighederne er de værste, Frankrig har oplevet i mere end et årti.

En facebookgruppe, der kalder sig "Vrede gule veste", har indkaldt til en ny demonstration lørdag den 8. december under overskriften "Alle til Élysées", en henvisning til det franske præsidentpalads.

Søndag eftermiddag havde omkring 110.000 mennesker tilmeldt sig eller erklæret interesse i demonstrationen.

/ritzau/