Hver gang, vi trækker ud i toilettet, hvirvles omkring en million mikroskopiske dråber af blandt andet urin og afføring op i luften i en slags toiletnys. Dråberne falder langsomt men sikkert til ro på resten af badeværelset herunder på håndklæder, tandbørster og håndtag, som vi siden kommer i tæt kontakt med. Dermed kan bakterier og sygdom, herunder også COVID-19, let sprede sig til andre på arbejdspladsen eller i husstanden.
Langt det meste af denne bakterie- og smittespredning kan undgås, hvis blot man slår toiletbrættet ned – altså lukker ”låget” i – inden man trækker ud.
Men det gør de færreste, viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har lavet for hygiejnevirksomheden Initial. Kun godt hver fjerde (27 procent) af de 1.038 adspurgte danskere lukker konsekvent toilettet, når de trækker ud. Og mere end 4 ud af 10 gør det sjældent eller aldrig.
Tallene vækker bekymring hos Maria Brix Balle, der er biolog ved hygiejnevirksomheden Initial.
- Vi deler bakterier med hinanden, når vi går på toilettet, men vi har selv indflydelse på omfanget. Særligt set i lyset af corona-pandemien, overrasker det mig, at så relativt få vælger at slå brættet ned, når de har været på toilettet. Det bør man gøre som et led i god toilethygiejne, ikke mindst på arbejdspladsen, hvor mange deler toilet, siger Maria Brix Balle fra Initial.
Kinesiske forskere har for nylig påvist, at de såkaldte aerosol-dråber fra toilettet, der er mindre end 0,1 millimeter, ryger op til en meter op i luften fra kummen, når du skyller ud, og at dråberne kan hænge i luften i op til et minut.
Flere og fremmede bakterier på arbejdspladsen
Særligt på arbejdspladser og offentlige toiletter er toilethygiejnen afgørende. Toiletter, der anvendes af mange, øger risikoen for infektioner og sygdomme betydeligt, fordi vi udsættes for langt flere og fremmede bakterier.
Lovgivningen kræver, at toiletter på arbejdspladsen er udstyret med toiletpapir og sæbe. Men derudover er resten op til arbejdsgiveren. Ifølge en tidligere undersøgelse har kun 6,6 procent af danskerne adgang til toiletter med sæderens på deres arbejdsplads, hvilket ellers kan reducere antallet af bakterier på brættet med ca. 99 procent.
De rå tal:
Hvor ofte slår du ”toiletlåget” ned, inden du trækker ud?
- Altid: 27 procent
- Ofte: 17 procent
- Indimellem: 15 procent
- Sjældent: 19 procent
- Aldrig: 22 procent
- Ved ikke: 1 procent
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1.038 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden 19. - 21. juni 2020.
Sådan holder du en god hygiejne på badeværelset:
- Hold ”låget” på toilettet lukket, når du ikke bruger det
- Skift håndklæder jævnligt
- Opbevar tandbørster i fx et skab
- Gør rent jævnligt og husk også håndtag til dør og låger
- Opbevar ekstra toiletruller i et skab
- Brug sæderens, hvis mange deler toilet