Lolland og Falster lukkes ind i kamp om Radio24Syvs FM-plads

Radio 24Syv sender i dag på FM4. Hvis kanalen skal vinde næste udbud, skal mindst 60 procent af kanalens redaktionelt ansatte flyttes mindst 110 kilometer væk fra Københavns centrum. (Arkivfoto) (Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)

Der bliver skruet ned for kravene til nyheder i næste udbud af FM4 på FM-båndet ifølge udkast.

Når Radio24Syvs plads på FM4 igen skal i udbud, bliver et af kravene, at stationens hovedsæde ligger mere end 110 kilometer fra centrum af København.

I hvert fald hvis udbuddet bliver som i et udkast, som mediet Mediawatch henviser til.

Det har stået klart, at kanalens placering på FM-båndet bliver sendt i udbud, når det nuværende medieforlig udløber, siden regeringen og Dansk Folkeparti indgik en medieaftale sidste sommer.

Her blev det blandt andet aftalt, at radiokanalen på FM4 skal ligge vest for Storebælt.

I det udkast som Mediawatch henviser til, kan man læse, hvad det konkret kommer til at betyde.

De formelle krav bliver, at radiokanalen skal have et hovedsæde, hvor hovedparten af de redaktionelle beslutninger træffes, og hvor mindst 60 procent af radiostationens redaktionelle stab er ansat.

Det hovedsæde skal være 110 kilometer fra København. Det betyder, at dele af Falster og Lolland også får mulighed for at huse radiokanalen på FM4.

Derudover kan man i udkastet læse om kravene til indhold. Her bliver der skruet ned for kravet til mængden af nyheder.

Hvor der i den tidligere aftale var krav om 120 minutters nyheder per døgn fordelt ud på alle døgnets timer, lyder det nye krav på 90 minutters nyheder fordelt på timerne mellem klokken seks om morgenen til midnat.

Siden medieaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti blev kendt, har Radio24Syv klaget over det geografiske krav til EU.

Radioens direktør, Jørgen Ramskov, har fortalt avisen Politiken, at Radio24Syv agter at klage i to niveauer så at sige.

- Dels helt grundlæggende, men især på kravet om, at administrationen, som jo slet ikke har nogen kulturel funktion, skal ligge der, siger han til avisen.

Han mener, at kravet er urimeligt, da stationen ikke er statsligt ejet, men blot får tilskud fra staten.

/ritzau/