Opsigelserne har hobet sig op på innovationsminister Sophie Løhdes (V) bord, siden hun startede i jobbet i november 2016.
Det viser en opgørelse, som Finansministeriet har udarbejdet for Netavisen Pio på baggrund af en anmodning om aktindsigt.
11 af ministerens nærmeste medarbejdere har således valgt at stoppe i løbet af det seneste halvandet år.
- Sophie er ganske krævende, hun er ofte utilfreds med de produkter, hun får – og kan bede om at det laves om inden for en meget-meget kort tidsfrist. Men det hører med, at ministeren selv arbejder 18 timer i døgnet. Hun kører også sig selv benhårdt, siger en anonym medarbejder til Netavisen Pio.
Opgørelsen indeholder ifølge netavisen personer, der er knyttet til innovationsministeren eller som i perioder har deres primære arbejdsfunktion rettet mod hende. Det gælder blandt andet hendes tidligere særlige rådgiver Jens Kloppenborg-Skrumsager, der fratrådte i slutningen af april. Også to afdelingschefer, to pressechefer og to ministersekretærer har Sophie Løhde måttet sige farvel til. Se hele listen her.