Cirka 1,4 millioner mennesker i det sydlige Italien har mistet deres indkomst under coronakrisen og kan ikke kræve ydelser fra staten.
Det viser tal fra den økonomiske tænketank Svimez.
I Palermos historiske Ballaro-distrikt har coronarestriktionerne haft en dramatisk effekt på det engang meget levende kvarter.
- Da nedlukningen begyndte, vidste vi straks, at situationen kunne blive eksplosiv, da mange familier pludselig ikke havde noget at gå videre med, siger Alessia Rotolo.
Rotolo er frivillig hos SOS Ballaro, der distribuerer fødevarehjælp til omkring 1500 trængende personer.
Ballaros hjerte er et berømt madmarked, en turistattraktion, der går tilbage til det 10. århundrede og er en hovedindtægtskilde for distriktets multietniske beboere.
Men markedet er nu blot en skygge af sig selv med mere end halvdelen af boderne lukket. Også barer, restauranter og de fleste butikker i området er lukket.
Hundredtusindvis af mennesker, ofte ansat på løse vilkår og med løn under bordet, er udelukket fra det statslige velfærdssystem og derfor efterladt uden nogen midler at leve for.
- Der er masser af mennesker uden papirer, og som ikke har bopæl i Palermo. De er alle udelukket fra offentlige støtteordninger, siger Alessia Rotolo.
Italiens lockdown, der blev indført 10. marts, har hjulpet med at inddæmme den ødelæggende epidemi i landets nordlige og rigere regioner.
Men de økonomiske omkostninger ved restriktionerne vejer tungt i landets historisk underudviklede syd, også kendt som Mezzogiorno.
Ifølge tal fra tænketanken Svimez er omkring 600.000 løsarbejdere udelukket fra statslige støtteordninger, mens flere end 800.000 personer er beskæftiget i den såkaldte sorte økonomi.
- Vi taler om et område med en allerede høj gennemsnitlig fattigdomsrate, og nu bliver endnu flere familier tvunget ud i fattigdom, siger direktør for Svimez Luca Bianchi.
- Dette kan skabe sociale spændinger, tilføjer han.
I slutningen af marts forsøgte en håndfuld mennesker i Palermo at stjæle mad fra et supermarked. Tyveriet var angiveligt ansporet via beskeder på sociale medier delt af folk tilknyttet den sicilianske mafia.
Flere kriminaleksperter har fremhævet risikoen for, at mafiamedlemmer kan udnytte krisen ved at fremstå som de eneste, der er i stand til at hjælpe trængende gennem en svær tid.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa