Nu kan også Stein Baggers partner, svenske Mikael Ljungmann, retsforfølges i Danmark.
Den svenske landsret har nemlig besluttet, at han skal udleveres til Danmark. Han er tiltalt for bedrageri for 266 millioner kriner, oplyser vicestatsadvokat Per Justesen, der var anklager i Bagger-sagen, til TV 2.
Den svenske byret, tingretten, besluttede allerede den 26. maj, at Ljungmann skulle udleveres, men han kærede afgørelsen. Nu har han frist til 15. juli, inden han skal beslutte, om han vil kære til den svenske højesteret.
"Vi ser gerne, at han snart kommer til Danmark, så vi kan få afsluttet sagen," siger anklager i Stein Bagger-sagen Per Justesen fra Statsadvokaten for Økonomisk kriminalitet til TV 2.
Ljungmann blev sigtet som medskyldig i Stein Baggers bedrageri ved Retten i Lyngby. Han er ligeledes sigtet for dokumentfalsk i den største svindelsag i nyere dansk tid.
Han blev anholdt den 27. april i Sverige, hvor han meldte sig selv for at afsone en anden dom på 10 måneder - den var også for bedrageri.