Man skal læse mellem linierne, når man interviewer en journalist fra Iran. Måske holder den iranske ambassade i København øje med ham. Måske får han problemer, når han vender hjem.
»Der er nogle ting, vi ikke snakker om. Men lad os se, hvilke spørgsmål du stiller,« siger Maziar Bahari og tager dynejakken af.
Han er filminstruktør, journalist og producerer dokumentarfilm for blandt andet britiske BBC og Channel 4. Nu er han i København for at besøge venner og fortælle om livet som journalist i Iran.
Du skal kunne arbejde og udtrykke dig frit. Hvorfor flytter du ikke til Europa eller USA?
»Jeg boede i Canada og England i 12-13 år, og da jeg kom tilbage til Iran, blev jeg positivt overrasket. Muhammed Khatami var lige blevet valgt til præsident, han ville indføre reformer, og der var en euforisk stemning. Det gik op for iranerne, at de har rettigheder som borgere, ikke som medlemmer af en islamisk nation, en umma. Det var et meget vigtigt skridt fremad, for i Iran er ændringer kun kommet igennem revolutioner, statskup eller andre vodlelige midler,« siger Maziar Bahari.
Han blev dog hurtigt skuffet over reformfløjens fallit, og i dag er den konservative Mahmoud Ahmedinejad præsidenten, der har markeret sig ved blandt andet at lukke aviser, benægte holocaust og profilere landets atomprogram. Forskellen på det offentlige og private rum har skabt et skizofrent samfund, mener han.
»Jeg tror, at mange iranske børn vil vokse op med et skizofrent syn på verden, for de ser deres forældre opføre sig på én måde derhjemme og en anden udenfor. Folk har illegalt sattelit-tv, nogle drikker, nogle går med korte nederdele, folk har sofistikerede diskussioner. Men uden for skal de følge de regler, som regeringen har påbudt. Sattelit-tv er ulovligt, men hvis du tager til en hvilken som helst by i Iran og se sattelit-modtagerne på hustagene, CNN, BBC, MTV. Det offentlige og det private rum er gledet så langt fra hinanden, at det har skabt en slags skizofreni.«
Alligevel ser han meget små tegn på, at tingene bevæger sig i en friere retning.
»Tørklæderme glider længere tilbage, folk går i tøj med flere farver på. Tv-programmerne er mere varierede og underholdende. Vi havde en tv-serie, der blev et stort hit, Barara. Den handlede om korruptionen i en fiktiv landsby for 100 år siden, men alle vidste, også folk i regeringen, at serien i virkeligheden handlede om korruption i systemet i dag. Jeg kan ikke forestille mig, at sådan et program var blevet lavet for 10 år siden. Det er en pinefuldt langsom bevægelse imod demokratisk ændringer. Det er stadig i sin fødsel, demokratiet kan ikke ske i løbet af natten.«
Men selv med de små ændringer – Hvorfor bliver du der?
»Det er en personlig beslutning. Iran er centrum for verdens opmærksomhed, det er stedet, hvor mange journalister vil være nu. Jeg føler, at det er mit ansvar at kommunikere det kenskab jeg har om folket og landet videre til omverden. Og så har Iran har et af de mest levende politiske klimaer lige nu. Canada er ikke det mest levende land, politisk set. Det var derfor jeg flyttede tilbage.«
Maziar Bahari er aldrig selv blevet anholdt af myndighederne, som det sker for mange iranske journalister, der insisterer på at bruge deres ytringsfrihed.
»Nej, ikke endnu (banker under bordet). Men jeg har haft samtaler med myndighederne, der viser, at de ikke er glade for det, jeg laver, for min tilgang til tingene. Iransk tv viser normalt ikke mine film om Iran.«
Til gengæld ynder iransk tv at vise hans dokumentarfilm om situationen i Irak, som er kritiske over for USA.