Onsdag eftermiddag meddelte det engelske fodboldforbund (FA), at Liverpool-spilleren Luis Suarez idømmes 10 spilledages karantæne som følge af, at han søndag bed Chelsea-spilleren Branislav Ivanovic i armen under en Premier League-kamp.
Den hårde straf medfører både skuffelse og chok i Liverpool.
- Både spiller og klub er chokerede og skuffede over hårdheden i afgørelsen, siger klubdirektør Ian Ayre til klubbens hjemmeside.
I Liverpool mener man, at både spiller og klubledelse har handlet korrekt og hurtigt efter episoden søndag.
Suarez undskyldte offentligt og efterfølgende direkte til sit offer i telefonen, ligesom klubben meldte ud, at man var klar over, at der ville komme en følgestraf.
Men en straf på hele 10 kampe var ikke det, Liverpool havde håbet på, og derfor ønsker direktøren ikke at sige mere onsdag.
Han vil først kommentere den lange karantæne, når han har læst den skriftlige begrundelse torsdag.
- Vi afventer nu de skriftlige argumenter i morgen, inden vi kommenterer sagen yderligere, siger Ian Ayre.
Straks efter kampen blev der spekuleret i, om Suarez ville blive smidt ud af Liverpool, men klubben gav ham i stedet en bøde på et hemmeligholdt beløb.
Samtidig slog Ian Ayre fast, at Suarez bliver i klubben - episoden til trods, men direktøren slog fast, at der skal arbejdes med topscorerens disciplin.
Suarez har ifølge FA har frem til fredag til at appellere den del af straffen, der overstiger standardstraffen på tre spilledages karantæne for sådanne særligt grove overtrædelser af reglerne.
/ritzau/