Arsenal har mange gode fodboldspillere, men en stærk defensiv kan klubben ikke rigtig prale af.
Søndag var det så Liverpool, der hjemme på næsten hensynsløs maner satte fingeren på det ømme punkt.
En stensikker 4-0-sejr blev det til for Liverpool, og den kan muligvis godt vække kritikere af Arsène Wenger til live igen blandt Arsenals egne fans.
Gæsterne fremstod som et hold uden idé, motivation og organisation, og Arsenal har i tre kampe i sæsonen lukket otte mål ind, mens Liverpools maskine kørte velsmurt på hjemmebanen.
Liverpool slog til efter 17 minutter, da Joe Gomez sendte bolden ind i Arsenals felt. Her svigtede gæsternes markeringer, og Roberto Firmino fik lov at stå udækket.
Brasilianeren headede bolden i jorden, og derfor snød bolden Arsenal-keeper Petr Cech og gik i mål til 1-0-føring.
Rob Holding, Laurent Koscielny og Nacho Monreal udgjorde Arsenals defensiv, og den fik mere at se til fem minutter før pausen.
Liverpool erobrede bolden og bragte den hurtigt og sikkert frem. Firmino fandt Sadio Mane, som drejede den i mål til 2-0-føring til hjemmeholdet.
Et kvarter inde i anden halvleg var det så Arsenals Héctor Bellerín, der fuldstændig missede en tæmning.
Mohamed Salah erobrede bolden og fra et godt stykke nede på egen banehalvdel spurtede egypteren op og scorede til 3-0.
Liverpool sad på opgøret herfra med fuld opbakning fra lægterne, og Arsenal var helt væk.
13 minutter før tid svigtede Arsenals defensiv igen. Ingen markeringer overhovedet, så Salah nemt kunne lægge bolden ind til Daniel Sturridge, der headede Liverpool på 4-0.
Tottenham tog hjemme imod Burnley, og her jagtede Christian Eriksens hold sin første sejr i sæsonen på Wembley.
Hjemmeholdet skabte ikke meget i de første 45 minutter, men efter pausen sørgede Dele Alli for at bringe Tottenham foran 1-0 efter 49 minutter.
Eriksen tog et hjørnespark, og her endte situationen med, at Alli i to omgange kom til afslutning. Anden gang bankede han bolden i mål fra tæt hold.
Det lignede tre point til Londonholdet, men to minutter inde i overtiden udlignede Burnleys Chris Wood til slutresultatet 1-1.
/ritzau/