Den muntre og seje Lise Nørgaard er en stovt dame, som sjældent lader sig slå ud. Men nogle gange skal der kun et lille kræ til, som så kan vælte hverdagen.
– Min sidste hund døde for 12 år siden, og jeg savner den hver dag. Hvert øjeblik. At der en, der vil tage imod mig og oven i købet være glad for at se mig, uanset hvor grim og sur jeg er. Det var meget hårdt for mig at miste min mand og senere min søn, men da hunden døde, fik jeg en depression. Jeg kunne hverken spise eller drikke. Jeg ringede til min nevø, som er læge, og han kom med lasagne fra en delikatesse, en flaske rødvin og en recept på lykkepiller, siger den 102-årige journalist i et interview med Alt for Damerne
Det er i det hele taget ikke altid en lykke at blive en af rigets ældste personer. Således er alle hendes nærmeste veninder gået bort. Senest var det den 93-årige modeskribent Didder Rønlund, som havde været en af hendes nærmeste i over 70 år.
– Det er frygteligt. Det er et stort stykke af mit liv, der er gået bort. Den sidste af mine gamle venner. Hun var en af mine første venner, da jeg kom til København. Hun, Eva Bendix og jeg var de tre vilde kvinder, som har holdt sammen hele livet, udtalte Lise Nørgaard i oktober sidste år til BT.