Line på dagpenge: Ingen skal bestemme, hvor jeg skal søge job

Line Petersen bor i Aalborg og søger primært jobs i lokalområdet. (Foto: Foto: Privat)

Line Petersen er kritisk over for regeringens nye dagpengeudspil. Hun har bestemt ikke tænkt sig at flytte til en anden landsdel for at få et job - ikke under tvang.

Line Petersen er nyuddannet og har en bachelor i erhvervsøkonomi. Hun bor i Aalborg, og det vil hun gerne blive ved med, også selvom hun ikke har fundet et job endnu - fem måneder efter hun blev færdig med studiet.

Derfor bliver hun også provokeret af regeringens dagpengeudspil, som lægger op til, at dagpengemodtagere skal være mere villige til at pendle langt, eller flytte til en anden landsdel for at komme i job.

Udspillet handler om at øge kravet til de jobsøgendes mobilitet, da virksomheder i landets yderområde har svært ved at tiltrække arbejdskraft. Det betyder, at ledige skal forberede sig på at pendle længere til og fra en eventuel arbejdsplads, men dét er en hovedløs idé, lyder det fra Line Petersen:

 

- At tvinge folk til at søge i hele landet, er hovedløst efter min mening. Man tror, man kan tvinge folk til det. Men det er jo at piske folk, som har det svært i forvejen, siger Line Petersen og uddyber:

- Det er svært at være arbejdsløs, det er svært at have den konstante uro i maven. Er man købt eller solgt, var det en god nok ansøgning, var jeg god nok til samtalen? Man tvivler konstant på sig selv, fortæller Line Petersen.

Dyrt at rejse til jobsamtaler

Hun forklarer, at hun faktisk søger jobs i andre dele af landet, hvis det er et job inden for hendes fag, som hun synes er interessant.

Men det skaber et økonomisk problem for hende. For det er dyrt at rejse frem og tilbage mellem Aalborg og København eller Sønderborg til jobsamtaler.

- Jeg har hørt mig ad, om arbejdsgiveren vil hjælpe med rejseomkostningerne til en jobsamtale, men det siger de nej til, og så har jeg faktisk ikke råd til det i længden, fortæller hun.

Netværk er afgørende

For Line Petersen giver det heller ikke mening at tvinge folk til at søge job væk fra deres familie og venner.

Hun lægger særligt vægt på, at børnefamilier ikke skal splittes op på grund af  arbejdsløshed, men understreger også, at selvom hun selv er single, skal hun heller ikke presses til en anden landsdel. Det ville være diskrimination af singler, forklarer hun.

- Man bliver nødt til at anerkende, at mennesker ikke står alene. Man er afhængig af dem man omgås og er sammen med. Man har et ansvar over andre end en selv, siger hun og perspektiverer til jobsituationen:

- Man er også bare nødt til at anerkende, at hvor man har sit netværk, også er der man har den største chance for at få et job, fordi størstedelen af jobs bliver besat via netværk, afslutter hun.