Joe Exotic - kendt fra den vanvittige Netflix-dokumentar “Tiger King” - afsoner i øjeblikket en fængselsdom på 22 år for planer om mordforsøg på sin evige rival Carol Baskin og adskillige tilfælde af dyremishandling.
Men Joe Exotic satser nu på, at Donald Trump på sin sidste dag som præsident vil benåde ham. Og noget tyder på, at den flamboyante “Tiger King” tror på muligheden, for han har allerede sørget for, at der uden for fængslet i Fort Worth, Texas, holder en limousine parkeret i det tilfælde, at Trump på falderebet uddeler et “ryk-ud-af-fængsel-kort”.
Eric Love, en privatdetektiv, som har ført Joe Exotics sag, fortalte mandag til avisen Metro:
- I morgen kommer vi at fejre det. Vi har god grund til at tro, at det sker. Vi er så overbeviste, at vi allerede har parkeret en limousine 800 meter fra fængslet. Vi er gået i action-mode.
- Jeg har makeup, tøj og det hele klar. Det første Joe ønsker at få gjort, er sit hår. Han har ikke fået gjort noget ved håret i to et halvt år. Det bliver det første. Derefter skal vi formentlig ud og have nogle pizzaer, en steak og måske en McRib, lød det fra Eric Love.
Carole Baskin, som har overtaget kontrollen med Joe Exotics såkaldte dyrepark med de store vilde katte, siger om en eventuel løsladelse:
- Der er ikke noget vundet - udover måske at få afledt lidt opmærksomhed - ved at benåde en mand, som gik op til fem tigre og skød dem i hovedet for at få plads i buret til de tigre fra det cirkus, som ville betale ham for at passe dem udenfor sæsonen.
Men i Joe Exotic-lejren er man overbevist om, at Trump er på deres side:
- Jeg er sikker på, at præsidenten har taget vores parti, og jeg tror en benådning vil fjerne rampelyset fra Joe Biden, siger privatdetektiven Eric Love.