Den forsvarende verdensmester i Formel 1, Mercedes-køreren Lewis Hamilton, er otte point efter Ferraris Sebastian Vettel i VM-stillingen.
Men Hamilton forventer ikke at hale ind på tyskeren, når der søndag køres om point på Hockenheim-banen i Tyskland.
I lørdagens kvalifikation fik Hamilton mekaniske problemer i første kvalifikationsrunde. Hamilton blev derfor ikke noteret for en tid i anden runde og forventes nu at starte som nummer 14 søndag.
Adspurgt om han alligevel kan blande sig i kampen om en podieplacering, er briten efter kvalifikationen klar i mælet.
- Nej, ikke på en bane som den her, siger Hamilton ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Det er en af de sværeste baner at overhale på. Jeg vil gøre, hvad jeg kan fra min position, lyder det fra verdensmesteren.
Den 33-årige brite havde sjettebedste tid i kvalifikationen, da uheldet indtraf, fordi han ikke holdt sig inden for banen.
- Sådan nogle ting sker. Det eneste, man kan gøre, er at forsøge at samle tankerne og kæmpe videre.
- Man må bruge al sin energi - også den negative - på at se fremad mod næste dag og søge efter en ny mulighed, siger Hamilton.
I Hamiltons fravær i toppen blev det den førende i VM-regnskabet, Sebastian Vettel, der tog pole position og henviste henholdsvis Valtteri Bottas og Kimi Räikkönen til anden- og tredjepladsen.
Haas-køreren Kevin Magnussen tog sig af femtepladsen, mens kollegaen Romain Grosjean var lige efter på sjettepladsen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.