2014 er kommet godt fra start, hvis man har ledighedsbrillerne på.
I løbet af januar blev ledigheden nemlig barberet ned med hele 6000 danskere. Det viser netop offentliggjorte bruttoledigheds-tal fra Danmarks Statistik.
Det udløser begejstring hos LO's økonom Mette Hørdum Larsen.
Hun peger dog på, at tallene skal tages med forbehold. Kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft ved årsskiftet, og dagpengereformen har formentlig spillet statistikken et puds. Reformerne betyder nemlig, at en del er gået fra dagpenge og kontanthjælp til henholdsvis uddannelseshjælp og arbejdsmarkedsydelse. Dermed er de røget ud af ledighedsstatistikken uden at nødvendigvis at være kommet i beskæftigelse.
Alligevel er der dog grund til optimisme, mener Mette Hørdum Larsen.
- Når det er sagt, er der en række ting, der peger på en lille bedring på arbejdsmarkedet. Her tænker jeg blandt andet på, at der er kommet flere nyopslåede stillinger og færre varslede fyringer, siger hun i en kommentar.
- Dertil viser konjunkturbarometrene, som netop også er offentliggjort, stadig optimisme blandt virksomhederne. Det smitter positivt af på forventningerne til beskæftigelsen fremadrettet, tilføjer Mette Hørdum Larsen.
Alt i alt er dagens ledighedstal altså blot ét af flere forårstegn for jobmarkedet.
- Med udsigt til fremgang i økonomien forventes den lille bedring på arbejdsmarkedet at blive forstærket den kommende tid og føre til fortsat faldende arbejdsløshed, siger Mette Hørdum Larsen.
Den netop offentliggjorte ledighedsstatistik viser, at ledigheden i januar landede på 142.800 personer, hvilket udgør 5,4 procent af arbejdsstyrken. Det er det laveste niveau i fire år.
Statistikken indeholder endnu ikke branchespecifikke opgørelser.
Newspaq