LeBron James storspiller inden mødet med hjerteklubben

Sport
NBA: Los Angeles Lakers at Miami Heat (Foto: Steve Mitchell/Ritzau Scanpix)

Med 51 point leverede LeBron James sæsonens bedste kamp, da Los Angeles Lakers slog Miami Heat.

Efter en træg sæsonstart med tre nederlag på stribe er Los Angeles Lakers ved at få vind i sejlene i NBA under ledelse af den nytilkomne superstjerne LeBron James.

Natten til mandag dansk tid blev James' tidligere arbejdsgiver Miami Heat slået med 113-97 i egen hule, og LeBron James førte i den grad an med hele 51 point. Det var hans højeste score i sæsonen.

Dermed har holdet vundet syv af de seneste ni kampe og klatrer stille og roligt opad i Western Conference-tabellen.

Los Angeles Lakers har nu ni sejre og syv nederlag i sæsonen.

Fra 2010 til 2014 optrådte LeBron James for Miami Heat, som han førte til fire NBA-finaler, hvoraf de to blev vundet.

Mens gensynet med publikum i Miami nok ikke påvirkede James voldsomt, bliver det muligvis anderledes i holdets næste kamp senere på ugen.

Her skal Lakers på besøg hos Cleveland Cavaliers, holdet fra James' hjemstavn, hvor han indledte karrieren, og som han senest repræsenterede i fire sæsoner indtil i sommer.

Superstjernen har spillet 11 af sine hidtidige 15 NBA-sæsoner i Cleveland, og i de seneste fire sæsoner har han ført holdet hele vejen til NBA-finalen.

I 2016 tog holdet endda NBA-titlen, den første i klubbens historie. Og samtidig var det den første titel til et hold fra Cleveland i en af USA's store sportsgrene siden 1964.

Men hvad mener Cleveland-fansene om at se James tilbage i Quicken Loans Arena iført en Lakers-trøje, mens hjerteklubben, som han forlod, er i frit fald? Det vil vise sig natten til torsdag dansk tid.

Cleveland Cavaliers har blot vundet to af sæsonens første 14 kampe og er dårligst i NBA.

/ritzau/