Antallet af folk på kontanthjælp er nu oppe på det højeste antal siden krisens begyndelse.
I juni 2013 modtog 190.700 personer økonomisk hjælp til forsørgelse. Og det er en stigning på 19.700 i forhold til juni 2012, viser tal fra Danmarks Statistik.
- Antallet af personer, der modtager en eller anden offentlig hjælp, er steget med knap 70.000 personer siden juni 2008, skriver Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit, i en kommentar.
- Alene siden årsskiftet, hvor dagpengeperioden som bekendt blev reduceret fra fire til to år, er antallet af personer, der modtager økonomisk hjælp, steget med 17.000 personer, skriver chefanalytikeren.
Tore Stramer påpeger, at tallene med al tydelighed viser, at det fald på knap 11.000 personer, der har været i bruttoledigheden her i starten af året, bestemt ikke er et udtryk for, at flere finder varig beskæftigelse.
- I stedet er de ledige, der før modtog dagpenge eller kontanthjælp, i høj grad fundet vej over på andre sociale ydelser, lyder hans konklusion.
Chefanalytikeren er bekymret for, at der er en reel risiko for, at flere ledige mister kontakten til arbejdsmarkedet og dermed ikke formår at finde et arbejde, når jobvæksten igen finder tilbage i dansk økonomi.
- Ud over at det selvsagt er et problem for den enkelte, så er det også et problem for samfundet. Det svækker vækstmulighederne i dansk økonomi fremadrettet og lægger yderligere pres på de offentlige udgifter, mener Tore Stramer.
Det offentliges udgifter til blandt andet kontanthjælp, uddannelsesydelse og revalidering udgjorde 2,2 milliarder kroner i juni 2013. Det er det højeste niveau siden krisens begyndelse.
/ritzau/