På vej over Storebæltsbroen fra Korsør til Nyborg bremser Lars Teil Hansen langsomt op. Han blinker til højre og drejer ud i nødsporet ud for den ene af de to tårnhøje pyloner, der holder broen på plads. Vi tager refleksveste på og stiger fra bilen ud på broen. Vinden blæser så kraftigt herude, at det er svært at få bildøren op.

Vi kravler over autoværnet og ind ad døren til pylonen.

”Så er der frit valg,” siger Lars Teil Hansen.

”Vi kan tage trappen - der er cirka 1300 trin. Eller vi kan tage elevatoren,” siger han.

Vi vælger elevatoren. Den stiger med omtrent en meter i sekundet, så det tager næsten fem minutter til toppen af den 254 meter høje pylon.

Imponerende på toppen

Imens fortæller Lars Teil Hansen om sit arbejde.

”Selvom jeg har arbejdet her i syv år, synes jeg stadig, det er imponerende at komme herop,” siger han.

43-årige Lars Teil Hansen er maskinmester og har ansvaret for al mekanik på Storebæltsbroen og den tilhørende togtunnel.

Avisen.dk er taget med ham på arbejde. Over fire uger fortæller vi om danskere, der arbejder oppe i luften. I dag er det pylon-medarbejderen og næste uge byder vi indenfor i en pensioneret trapez-kunstners liv.

En gang om måneden er han oppe i en af de to pyloner, der tårner over Storebæltsbroen. Det sker, når han for eksempel skal vedligeholde de flylys, der sidder på siden af pylonerne og sikrer, at der ikke er nogen fly, der ramler ind i Storebæltsbroen.

Eller når han skal ordne de kameraer, der sidder i toppen af pylonerne og overvåger trafikken på broen.

En fascinerende arbejdsplads

Vi når toppen, stiger ud og kravler de sidste par meter op ad en stige og ud på den platform, der er på toppen af det hele.

”Det er en ret fascinerende arbejdsplads,” siger Lars Teil Hansen og kigger ud over Storebælt.

Det blæser mindre, end man skulle tro heroppe. Hele vejen rundt skærmer en høj betonmur for vinden. Men stikker man hovedet ud over kanten for at se ud, er der pludseligt fuld tryk på vinden. Blok, kuglepen og kamera er ved at flyve ud af hænderne på mig, før jeg hurtigt får trukket snuden til mig igen.

”Højden generer mig ikke. Jeg føler mig meget tryg, når jeg er heroppe for at arbejde. Konstruktionen er simpelthen så solid. Beton, beton, beton,” siger Lars Teil Hansen.

Vi kigger ud over broen. I dag er det gråt, og skyerne hænger lavt, så vi kan knapt nok se de halvanden kilometer ned til den anden pylon. På en frostklar vinterdag kan man se spidsen af Lolland heroppefra, fortæller Lars Teil Hansen

”Det er virkelig fedt. Det bliver jeg aldrig træt af.”

Kilometerlang balanceakt

Når lamperne på de to hovedkabler, der går fra toppen af pylonerne til bunden af broen, skal skiftes, skal der et levende menneske ud på de mindre end én meter brede kabler, der hver er cirka tre km. lange. Altså en kilometerlang gåtur nedad på et kabel, der starter i en kvart kilometers højde.

Sikkerheden er i orden, ingen tvivl om det. Med klatrelignende udstyr er Lars Teil Hansen spændt godt fast og har noget at holde i på begge sider. Og så kan man jo lige så godt nyde det:

”Når først man er kommet væk fra pylonerne og er ude i den frie luft, er det en fantastisk gåtur, især på en flot sommerdag.”

I dag er vejret ikke til det. Over walkie-talkien meddeler kontrolcentret, at det blæser 14,5 meter i sekundet. Vi råber til hinanden og bliver enige om at tage ned igen. Det er koldt på toppen.

Et enormt pres

Vi kravler indenfor i pylonen igen og tager elevatoren ned.

”Det er noget særligt som maskinmester at have ansvaret for en bro og en tunnel,” siger Lars Teil Hansen.

”Det giver et enormt pres. Når for eksempel vejret gør, at vi er nødt til at indstille trafikken, går hele Danmark nærmest i stå, og vi kommer hurtigt under pres.”

Så må Lars Teil Hansen i aktion.

”Men okay, det er ikke den værste arbejdsplads.”