En 46-årig mand fik ikke opfyldt sit ønske om at blive frifundet for byrettens dom på seks års fængsel for flere voldtægter og andet seksuelt forhold end samleje mod sin datter over en årrække.
Det står klart, efter at et nævningeting i Vestre Landsret onsdag ligesom byretten idømte manden seks års fængsel.
Efter stemmeudfaldet blev manden i landsretten frifundet for et tilfælde af voldtægt, men et flertal bestående af tre dommere og seks nævninger kendte i de øvrige forhold manden skyldig i samme omfang som byretten.
Byretten kendte i november sidste år manden skyldig i adskillige grove seksuelle overgreb på sin mentalt retarderede datter fra hun var 13 til 16 år.
Den 46-årige mand erklærede dog, at han er uskyldig og ankede derfor dommen til Vestre Landsret med krav om frifindelse, men her valgte nævningetinget altså at tro på datterens udlægning af sagen.
Overgrebene på datteren, der er født i 2000, startede i 2013. Siden da har manden jævnligt forbrudt sig mod datteren.
De første gange, manden forbrød sig på pigen, var i et hus i Aabenraa-området, mens de øvrige overgreb fandt sted på en campingplads vest for Aabenraa.
Det var først i marts 2017, at sagen kom frem.
Det skete, da datteren fortalte sin kontaktperson på en specialefterskole om, hvad der foregik, når hun var sammen med faderen.
Sagen kom for Retten i Svendborg, hvor et enigt nævningeting dømte manden skyldig og udmålte en straf på seks år.
Det var manden dog ikke enig i, og han ankede dommen til Vestre Landsret.
Faren har under hele sagen nægtet sig skyldig. Han mener, at det er pigens mor, der har påvirket hende til at komme med påstandene om det seksuelle misbrug.
Ud over dommen til manden blev datteren tilkendt en tortgodtgørelse på 100.000 kroner.
/ritzau/