Stressniveauet er ved at ramme loftet på de århusianske lærerværelser. Kommunens nye kvalitetsrapport på skoleområdet viser, at 85 procent af lærerne er mere stressede end folk fra andre brancher, og 88 procent føler sig mere udbrændte end landsgennemsnittet.
Forklaringen ligger lige for, hvis man spørger Århus Lærerforening.
»De sidste fire-fem år har vi oplevet, at ambitionerne er steget og steget, mens ressourcerne er raslet ned, og det begynder altså at kunne mærkes i hverdagen på skolerne,« siger formand Gordon Ørskov Madsen.
Ifølge Marie Færk, konsulent i Århus Lærerforening, er det en mærkelig dag på kontoret, hvis hun ikke har mindst én udbrændt folkeskolelærer i røret. Arbejdspresset har betydet et stigende antal langtidssygemeldinger, og ifølge Marie Færk er der flere og flere, som ikke vender tilbage til klasselokalet, når de er blevet raske igen.
Vil gøre det så godt
Tallene fra kommunens kvalitetsrapport ligger i direkte forlængelse af den rundspørge blandt mere end 300 lærere i Århus Kommune, som Nyhedsavisen gennemførte før sommerferien. Dengang erklærede fire ud af 10 lærere sig for ofte eller altid stressede.
»Stressfaktoren ligger i at ville gøre det så godt som muligt rent fagligt. Når jeg skal undervise 25 elever i en klasse individuelt, så kræver det for eksempel, at jeg kan blive opdateret ved at komme på kurser, og det er der ikke ressourcer til,« forklarede én af lærerne, Kurt Normann Larsen fra Rosenvangskolen.
Bedre samarbejde
Århus Lærerforening ønsker et bedre samarbejde med kommunen om at forbedre arbejdsmiljøet på skolerne.
»Vi mangler at tage nogle konkrete initiativer for at forbedre trivslen og få sygefraværet ned, og vi har brug for et tættere samarbejde. Politikerne og forvaltningen kender ikke hverdagen,« siger han.
Børn og Ungerådmand Bünyamin Simsek (V) vil gerne sætte sig ned sammen med lærerforeningen. Han efterlyser dog en større velvilje fra fagforeningen til at pege på de ting, der rent faktisk fungerer.
»Vil de bidrage konstruktivt, er jeg absolut klar på det,« siger han.