Der er i Danmark ikke nok testkit til at undersøge, hvorvidt folk er smittet med coronavirus. Der arbejdes flere steder på højtryk på enten at skaffe eller producere yderligere.
I sidste uge lød det ellers fra Lægemiddelindustrien, at det ikke ville blive et problem. Men nu har regionerne omfattende mangel på testudstyr.
- Tingene ændrer sig med daglig varsel, fordi alle vil have testudstyr. På det tidspunkt, hvor jeg udtalte mig, havde vi et overblik, der sagde, at vi havde det udstyr, vi skulle bruge. Det ændrede sig med få dages varsel.
- Det gør, at jeg er mere forsigtig med at sige, at vi har kapacitet nok. I stedet siger jeg, at vi gør, hvad vi kan, siger direktør Thomas Senderoviz fra Lægemiddelstyrelsen på et pressemøde mandag.
Manglen betyder, at sundhedspersonel i flere regioner ikke kan testes.
Årsagen er ifølge regionerne, at en leverance af en kemisk opløsning, der kan vise, om der er virus fra medicinalfirmaet Roche Diagnostics ikke er kommet.
Reagenserne bruges i testudstyret til at påvise smitte af coronavirus.
I onsdags lød det, at der var rigeligt.
- Med den her øgede diagnostiske kapacitet har vi rigeligt til at håndtere Covid-19-arbejdet og den epidemi, som kommer nu. Så med mindre der sker noget helt uforudset, så har og vil vi have kapacitet til at teste dem, der skal testes, sagde Thomas Senderovitz til erhvervsmediet Finans.
/ritzau/