Det er "helt forskruet", at skatteminister Holger K. Nielsen (SF) vil sætte en ekspertgruppe i gang med at udforme et nyt ejendomsvurderingssystem med den målsætning, at der i de kommende år skal opkræves 14 milliarder kroner mere i ejendomsskatter end i dag.
Sådan lyder det fra Liberal Alliances skatteordfører, Ole Birk Olesen, oven på oplysninger i Politiken om, at det ekspertpanel, som regeringen vil have til at arbejde med sagen, skal sikre lige så mange indtægter frem mod 2020 som det gamle system.
- Regeringen forventede med det gamle, men fejlagtige system at få 14 milliarder kroner mere ind.
- Men det system overvurderer jo ejendomsværdierne i 41 procent af tilfældene, så tusindvis af boligejere betaler for meget i skat. Så kan man da ikke arbejde med den målsætning, at det nye system skal opkræve lige så meget, siger Ole Birk Olesen.
Han mener desuden, at regeringen har pligt til at betale penge tilbage til alle de boligejere, der siden 2003 har betalt for meget i skat.
- Uanset om man er blevet snydt i skat for to eller fem år siden, bør det være en selvfølge, at man får sine penge tilbage, siger Ole Birk Olesen.
I august kritiserede Rigsrevisionen de offentlige ejendomsvurderinger for at være så upræcise, at tre ud af fire parcelhuse i 2011 blev handlet til helt andre priser end den offentlige vurdering.
Det har for en del af boligejernes vedkommende betydet, at de har betalt for meget i skat, mens andre har betalt for lidt. I den forbindelse har Liberal Alliance talt varmt for en sænkelse eller i det mindste en fastfrysning af grundskylden.
Ifølge Politiken suspenderer Holger K. Nielsen ejendomsvurderingerne for 2013, men fortsætter så med vurderingerne fra 2011.
/ritzau/