Afviste asylansøgere, der ikke kan rejse hjem, skal have ordentlige forhold og ikke bo i asylcentre. Men omvendt må et afslag på asyl ikke kunne blive en genvej til ophold i Danmark.
Sådan opridser Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøl, det dilemma, som politikerne skal finde en løsning på.
- Jeg er ikke sikker på, at det er så ligetil, lyder det fra Simon Emil Ammitzbøl.
Han blev tirsdag aften præsenteret for en 200 sider lang rapport fra Justitsministeriet. Rapporten skal danne baggrund for en aftale mellem regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance om de afviste asylansøgere.
- Det er et godt oplæg til forhandling i forligskredsen, men der er stadig en masse detaljer, der skal forhandles på plads, konstaterer Simon Emil Ammitzbøl.
Regeringen lægger op til, at kun asylansøgere, der samarbejder om hjemsendelse, kan få lov at bo og arbejde uden for centrene.
Kun asylansøgere fra lande, der er så usikre, at Flygtningenævnet har dekreteret udsendelsesstop, kan flytte ud af centrene uden at love at medvirke til hjemsendelse.
Ifølge DR gælder det i øjeblikket kun flygtninge fra Syrien.
- Der er nogle mennesker, som får det rigtig svært af at sidde i de her centre i mange år. På den anden side er det også vigtigt at holde fast i, at afviste asylansøgere ikke har lovligt opholdsgrundlag i Danmark, siger Simon Emil Ammitzbøl.
Netop spørgsmålet om flygtningenes pligt til at samarbejde om egen hjemsendelse bliver efter alt at dømme et af de store stridspunkter i forhandlingerne.
Regeringen håber ifølge DR at kunne forhandle en aftale på plads inden sommerferien, men Liberal Alliance har ikke travlt.
- Det betyder intet for os om aftalen bliver udmøntet før eller efter sommerferien. For os er det indholdet, der er afgørende, fastslår Simon Emil Ammitzbøl.