Ritzau
Opdateret kl. 15:32
Landstræner Nils Nielsen, der lige har været med til at vinde EM-sølv med de danske fodboldkvinder, er blevet enig med Dansk Boldspil-Union (DBU) om at stoppe. Det skriver DBU på sin hjemmeside.
Nils Nielsen har været træner for de danske kvinder de seneste fire år, men han mener, at det nu er på tide at kigge fremad.
- Jeg er utrolig stolt over at have arbejdet med kvindelandsholdet de seneste fire år, siger Nils Nielsen til DBU's hjemmeside.
- Ovenpå en succesfuld kvalifikation og en fantastisk præstation ved EM er der åbnet for gode muligheder for at rykke endnu mere på udviklingen af kvindefodbolden i Danmark - ikke kun i landsholdsregi, men overordnet set.
- Det kalder på nye øjne og kræfter, lyder det fra den afgående landstræner.
Nils Nielsen fik for alvor danskernes opmærksomhed, da han stod i spidsen for kvindelandsholdet ved sommerens EM-slutrunde i Holland.
Her spillede de danske fodboldkvinder sig overraskende i finalen, hvor det dog blev til et nederlag til de hollandske værter.
Pernille Harder var anfører og en af de bærende kræfter på EM-holdet, og hun takker Nils Nielsen for sin indsats som træner.
- På spillernes vegne vil jeg gerne takke Nils for hans arbejde og indsats gennem alle årene som landstræner. Vi spillere ønsker ham selvfølgelig alt det bedste i karrieren fremover, siger hun til DBU.
DBU's elitechef, Kim Hallberg, takker også Nils Nielsen.
- Nils har gennem årene været foregangsmand på flere store projekter, der har været med til at udvikle kvindefodbolden.
- Vi skylder Nils en kæmpe tak for indsatsen med kvindefodbold og ønsker ham alt mulig held og lykke i fremtiden, siger han til DBU.
U19-kvindelandstræner Søren Randa-Boldt overtager nu roret for kvindelandsholdet, indtil en permanent afløser er fundet.
/ritzau/