En ældre kvinde blev mandag fundet livløs i vandet på stranden nord for Ærøskøbing på Ærø, oplyser Fyns Politi på Twitter.
Ifølge Fyens Stiftstidende var det andre badegæster, der opdagede den 82-årige kvinde i vandet og fik hende reddet ind på stranden. Her blev der ydet førstehjælp og tilkaldt ambulance, politi og helikopterlæge.
Men trods førstehjælp blev kvinden erklæret død, da lægehelikopteren ankom kort efter klokken 18.
Kvinden havde bopæl i København og var på besøg på Ærø. De pårørende er underrettet.