Kvinde er anholdt i sag om mistænkeligt dødsfald på Amager

Krimi

Københavns Politi har anholdt en kvinde for at undersøge, om hun har andel i et dødsfald på Amager.

Politiet har anholdt den kvinde, der i tirsdags fandt en død mand i en lejlighed på Amager.

Det sker for at finde ud af, om kvinden har dræbt manden, fortæller Leif Hansen, der er vagtchef ved Københavns Politi.

- Vi er nødt til at undersøge, om hun har nogen andel i den her handling.

- Det kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt, om hun har, så hun er foreløbigt bare mistænkt, siger vagtchefen.

Den anholdte kvinde kontaktede tirsdag sociolansen, der formidler blandt andet kontakt mellem socialt udsatte og relevante sundheds- og socialtilbud.

Til sociolansen fortalte kvinden, at der lå en død mand i en lejlighed på et opholdssted for socialt udsatte i Vermlandsgade på Amager.

Herefter blev sagen anmeldt lidt over middag til politiet.

Politiet har efter anmeldelsen behandlet dødsfaldet som mistænkeligt.

Når personer bliver fundet døde i for eksempel en lejlighed, og det ikke umiddelbart står klart, hvad de er døde af, behandler politiet dødsfaldet som mistænkeligt.

Det betyder, at man behandler dødsfaldet, som om der er tale om drab, så vigtige spor ikke går tabt, hvis det senere viser sig, at den døde er offer for en forbrydelse.

Onsdag er politiets teknikere til stede på Vermlandsgade for at lave undersøgelser af området.

/ritzau/