Når kronprins Frederik tirsdag fylder 52 år, bliver det efter al sandsynlighed med en yderst coronaramt fødselsdagsfest.
Overfor Her og Nu bekræfter kongehuset, at kronprinsen kun vil blive fejret af kronprinsesse Mary og børnene prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine.
Fødselsdagen vil blive holdt Fredensborg Slot, hvor kronprinsfamilien i øjeblikket opholder sig.
De bor ifølge Her og Nu i Kancellihuset, og er derfor tæt på dronning Margrethe, der traditionen tro opholder sig på Fredensborg Slot i denne tid.
Her og Nu spekulerer i om netop den 80-årige regent vil dukke op til fødselsdagen. Med sin høje alder er dronningen i højrisikogruppen i forhold til coronavirussen covid-19.
Da dronningen fejrede sin 80 års fødselsdag 16. april var det kun med børn og svigerdøtre - ingen af hendes otte børnebørn var med.
"Derfor er det sandsynligt, at Margrethe kun kigger forbi Kancellihuset, som ligger i en anden bygning tæt på slottet, hvor hun bor, mens hendes fire børnebørn er i skole", skriver Her og Nu.