At der endelig sker en større revision af de udskældte boligskatter, når skatteminister Holger K. Nielsen (SF) senere onsdag ifølge Politiken nedsætter en ekspertgruppe til at revurdere skattesystemet, er som udgangspunkt positivt.
Men Konservatives skatteordfører Brian Mikkelsen er "inderligt imod" at Holger K. Nielsen ifølge Politikens oplysninger vil kræve, at kommissionen skal sikre staten 14 milliarder kroner ekstra frem mod 2020. I dag ligger indtægterne på 40 milliarder.
- Det er vi helt uenige i. Og det bliver et stort politisk slagsmål. Det vil vi ikke finde os i, og det tror jeg ikke boligejerne vil finde sig i.
- Vi mener, at det vil være mest rimeligt, hvis boligejerne ikke kommer til at betale én krone mere i ejendomsskatter og grundskyld, siger Brian Mikkelsen.
Størrelsen på boligskatterne har længe været et politisk stridspunkt, men særligt de seneste måneder, hvor især Skats håndtering har været diskuteret heftigt.
I august kritiserede Rigsrevisionen de offentlige ejendomsvurderinger for at være så upræcise, at tre ud af fire parcelhuse i 2011 blev handlet til helt andre priser end den offentlige vurdering.
Det har for en del af boligejernes vedkommende betydet, at de har betalt for meget i skat, mens andre har betalt for lidt.
Ifølge Politiken suspenderer Holger K. Nielsen ejendomsvurderingerne for 2013, men fortsætter så med vurderingerne fra 2011 - også selvom de er fejlbehæftede.
Men Brian Mikkelsen mener, at den løsning er den mest fornuftige.
- Tankerne om at suspendere ejendomsvurderingen er positiv. Det er rigtigt, at 2011-vurderingerne er fulde af fejl.
- Men så kan man fokusere på at rette dem og gerne helt tilbage fra 2003, hvor Rigsrevisionen har konstateret fejl, siger Brian Mikkelsen.
/ritzau/