Det Gyldne Kompas
Instruktion: Chris Weitz

Der står Ringenes Herre eller Harry Potter i titlen på fem af de ti mest indbringende film i verdenshistorien. Men den næste uafviselige fantasy-franchise lader vente på sig, selvom Hollywood ivrigt filmatiserer enhver tænkelig eventyrbogserie.

Efter den første, noget lunkne ’Narnia’-film og de fæle flop ’Eragon’ og ’The Dark is Rising – Den Sorte Rytter’, har de største forhåbninger knyttet sig til levendegørelsen af ’Det Gyldne Kompas’, første bind i en meget rost trilogi af Philip Pullman.

Det er den karakterfaste pige Laras eventyr, som udspiller sig i en parallelverden, der ligner vores for 100 år siden, bare fuld af Jules Verne-inspireret teknologi og fabelvæsener.

Her er forældreløse Laras opdagelsesrejsende onkel (spillet af Daniel Craig, kendt som 007) og hans gådefulde gyldne kompas en torn i øjet på den magtfulde Magistrat og den hemmelighedsfulde videnskabskvinde Mrs. Coulter (en indtagende farlig Nicole Kidman), der muligvis napper fattige børn til sit laboratorium.

For at komme sin onkel og sin bortførte bedste ven til undsætning må Lara (debutanten Dakota Blue Richards, desværre lidet overbevisende) på en farefuld færd til det iskolde nord, hvor de krigeriske panserbjørne hersker.

Bamser redder dagen

De imponerende isbamser, udstyret med majestætiske røster og rustninger, er scoopet her. Når de med voldsomme tvekampe og tryllebindende galop over iskappen tiltvinger sig manegen lidt over halvvejs, redder de næsten egenhændigt en film, der var ved at kløjes i sit halvgjorte, humørfattige og underligt undervældende univers.

Det er Chris Weitz’ første film alene ved instruktør-roret (efter at have lavet blandt andet ’About a Boy’ med sin bror Paul), og mundfulden er tydeligvis for stor. Han er en duelig håndværker, men (endnu) ikke en visionær kunstner som Jackson, Burton eller Del Toro. For en magisk og mørk oplevelse på skrift mangler nu egenart, overraskelser og ægte fortryllelse. Og modet til at gennemføre de dystre temaer.

Med hakkende rytme er følelsen både langtrukken og forhastet, men som et par timers ramasjang til større børn (der kan leve med en fortsættelse følger -slutning) går det da lige. Og dermed er ’Det Gyldne Kompas’ mere en ny ’Narnia’ end en ny Harry Potter.