I alt er der hyret godt 2.000 flere akademikere, mens der er blevet 27.000 færre gartnere, rengøringsfolk og andre ansatte i den kommunale service, afslører nye tal fra Kommunerne og Regionernes Løndatakontor. Det skriver Fagbladet 3F.
- Det er en tendens, man skal være på vagt over for, siger professor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet.
Han er samtidig formand for regeringens såkaldte produktivitetskommission. I september udgav de en rapport, der viser, at der er mange penge at spare, hvis færre regler, love og cirkulærer dikterer medarbejderne.
Ifølge Peter Birch Sørensen ville det give bedre og mere velfærd for pengene, hvis:
1) Regeringen stoppede med at ville regulere så meget ude i kommunerne.
2) Kommunerne gav mere frihed til deres medarbejdere i stedet for at ansætte flere akademikere til at styre arbejdet efter faste skemaer.
Alligevel har 82 af kommunerne altså fundet plads til flere akademikere. For eksempel har Københavns Kommune ansat 556 flere akademikere de seneste fire år svarende til 23 procent flere.
Udviklingen i de enkelte kommuner kan ses på Fagbladet3F.dk