Hvis du mangler penge, må du gå til Frelsens Hær.
Det besked kan man få fra kommunale sagsbehandlere, hvis man har svært ved at få pengene til at række, skriver Fagbladet 3F.
- Der er en voldsom stigning på al vores hjælp, siger Lars Lydholm, som er informations- og forvaltningschef i Frelsens Hær.
- Men det mest kritiske og mest udfordrende er, at kommunale sagsbehandlere også henviser folk til os, selv om de har gennemgået folks økonomi og kan se, at de ikke har nogen penge, tilføjer han ifølge Fagbladet 3F.
Ofte er det folk, der søger akuthjælp, der ikke kan få pengene til at strække. Og her er ventetiden op til to måneder, lyder det.
- Og man kan jo ikke undvære mad i to måneder. Så der må vi nogle gange træde til, siger Lars Lydholm.
Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening, bekræfter tendensen:
- Det er ikke unormalt, at socialrådgivere - når man ikke længere har handlemuligheder - hjælper folk derhen, hvor de i øvrigt kan få hjælp, som for eksempel Frelsens Hær, Mødrehjælpen eller andre frivillige, siger hun.
- Så jeg er ikke i tvivl om, at det finder sted, tilføjer hun.
/ritzau/