Kommunerne sender ledige ud i formålsløs aktivering for at slippe for strafbetaling til staten. Det skriver Jyllands-Posten.
"Jeg er ikke bange for at indrømme, at folk er blevet sendt på dårlige aktiveringsprojekter, kald det bare skod-aktivering, fordi vi i kommunerne har villet undgå at skulle betale refusions-straf til staten. Det er helt urimeligt for både de aktiverede og for kommunerne, og det bør laves om," siger Erik Fabrin, næstformand i Kommunernes Landsforening, KL og borgmester i Rudersdal Kommune til Jyllands-Posten.
Som ledig under 30 år skal man sendes i aktivering inden tre måneder. Er man over 30, er fristen ni måneder. Når kommunerne ikke det, skal de betale de penge tilbage, som de har fået af staten til den ledige.
Ofte er det ikke muligt for kommunerne at finde aktivering, der er relevant for den enkelte ledige, inden tidsfristen er overstået, og det betyder, at de sender den ledige ud i tilfældig og meningsløs aktivering.
Loven blev lavet under den tidligere regering og trådte i kraft 1. januar 2011.
Kilde: Jyllands-Posten.