På ét år er det lykkedes Køge Kommunes jobcenter at barbere hele fire uger af den gennemsnitlige længde af ledighed på arbejdsmarkedet. Det skriver DAGBLADET Køge.
Varigheden af ledighed var i 2. kvartal sidste år dermed nede på 29,8 uger gennemsnitlig mod 33,8 uger året før. Ser man på nabokommuner som Faxe og Stevns, er udviklingen i samme periode derimod gået den forkerte vej, viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening, der er dykket ned i jobcentrenes beskæftigelsesindsats.
Chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Jens Troldborg peger overordnet på, at der grundet konjunkturerne generelt er historisk gode muligheder for at komme i beskæftigelse:
- Og tallene fra Køge må umiddelbart være en inspiration for Faxe og Stevns, i forhold til at høre hvad man gør i Køge Kommune. Det er nabokommuner, hvor der ikke er store forskelle på arbejdsmarkedet, men det er ret markant at se, at gennemsnitstiden for ledighed er steget i Stevns og Faxe, når vi generelt ser, hvor positiv udviklingen er inden for beskæftigelsesområdet, siger Jens Troldborg.
De positive tal kommer samtidig med, at Danmarks Statistik netop har fremlagt tal, der viser, at ledigheden i Køge Kommune blot er på 3,7 procent mod det landsdækkende tal på 4,2.