Svendborg Kommunes fraværspolitik er "barske løjer", siger formanden for Øhavets Lærerkreds, Lone Clemmensen, til Fyns Amts Avis.
Hun mistænker, at fraværspolitikken, som blev indført i januar og som blandt andet betyder, at tre sygdomsforløb inden for et halvt år udløser en samtale med en leder, kun har noget med penge at gøre:
- Det har noget at gøre med, at kommunen vil spare penge på sygefravær. Når medarbejdere kommer ind til samtaler, bliver der talt om, hvordan man kan nedbringe deres fravær. Hvis vedkommende nu har influenza, hvad kan de så gøre. Det er fordi, man vil have sygefraværsprocenten ned. Og hvad hvis man ikke kan det, får man så en fyreseddel? spørger formanden retorisk.
HR-chef i Svendborg Kommune Eva Hansen erkender, at der er økonomi på spil, men siger til avisen, at der en "positiv virkning for den enkelte medarbejder":
- Vi prøver, om vi kan fastholde medarbejderne for eksempel ved at starte op på deltid eller ved at ændre på opgaverne i en periode. Hvis det ikke lykkes at fastholde medarbejderen vil det i sidste ende medføre en opsigelse.
Lone Clemmesen så gerne forebyggelse og siger til avisen, at man hellere skulle bruge "mere krudt på at forhindre, at man bliver syg".
Men det gør man også, siger Eva Hansen til avisen og henviser til kurser, som sidste år blev gennemført for både ledere og medarbejdere.
Samme krav til borgerne
Men mens Lone Clemmensen giv fraværspolitikken nogle hug, så får den opbakning hos tillidsmand for socialrådgiverne i Jobcenter Svendborg, Marianne Pedersen.
Hun siger til Fyns Amts Avis, at hun godt kan lide, at det gjort ensartet for alle kommunens 4.500 ansatte:
- Det falder også meget godt i tråd med de krav, der stilles til vores borgere eksempelvis på sygedagpenge. Det handler om fastholdelse af medarbejdere, hvilket er en god ting.
Idéen til Svendborg Kommunes fraværspolitik er hentet i Esbjerg, hvor sygefraværet ifølge HR-chef Eva Hansen har været lavt i flere år.