Kokain er gået fra at være hovedstadens foretrukne feststof til nu også at være det mest populære hårde stof på landsplan.
Det fremgår af den nyeste narkotikarapport fra Sundhedsstyrelsen. Den forsøger at kortlægge brugen af narkotiske stoffer i Danmark sidste år.
I forbindelse med undersøgelsen foretages der retskemiske undersøgelser af politiets beslaglæggelser på gadeplan i de fem største byer.
57 procent af pulverprøverne bestod af kokain, mens amfetamin kun var til stede i 20 procent af prøverne.
- Tidligere var kokain koncentreret omkring de større byer, mens man ude omkring fandt mere amfetamin.
- Men det billede har tilsyneladende ændret sig. Nu finder politiet kokain overalt i landet, siger Christian Lindholst, der er leder af Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet.
Han kan samtidig konstatere, at kokainen er langt renere, end man tidligere har set.
Det gennemsnitlige indhold af det aktive stof var 37 procent sidste år mod 22 procent året før.
- Det antyder jo også, at der er så meget af det derude, at man ikke behøver blande det lige så meget op i samme grad som tidligere, siger Christian Lindholst.
Antallet af beslaglæggelser af kokain er da også det højeste i mange år. 3470 gange blev det hvide pulver konfiskeret af politiet i 2015.
Den samlede mængde beslaglagt kokain var 548 kilo, hvilket er væsentligt højere end de foregående år med 2013 som den eneste undtagelse.
Sideløbende med den større tilgængelighed og højere renhed er antallet af kokainforgiftninger også steget.
Sidste år registrerede man 313 forgiftninger, mens tallet i 2014 var 229.
- Jo stærkere et stof er, jo større er risikoen for skader, fordi der er en sammenhæng mellem fortyndingsgrad og risikoen for forgiftninger.
- Det gælder både risikoen for en akut forgiftning, udvikling af psykiske komplikationer og psykose, siger Kari Grasaasen, der er chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.
/ritzau/