Sagen om mulig spionage i Danmark er alvorlig, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) mandag eftermiddag før et ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget.
- Derfor har det været mig magtpåliggende at få indkaldt Udenrigspolitisk Nævn så hurtigt som muligt.
- Derfor skal vi ind og have møde nu, regeringen og Folketinget, og dér vil jeg så fremlægge, hvilke reaktioner vi har på denne sag, siger han.
Mødet er indkaldt som følge af spionagesagen, der blev offentliggjort tidligere mandag.
Tre ledende medlemmer af gruppen ASMLA, der kæmper for selvstændighed for en region i Iran, er blevet sigtet for at spionere på vegne af Saudi-Arabien i Danmark.
I en sideløbende sag er der rejst sigtelse mod en iransk føringsofficer for spionage og forsøg på manddrab på vegne af Iran.
Yderligere en person er i forvejen i den sag sigtet for at have medvirket til forberedelse af et attentatforsøg i Danmark.
Jeppe Kofod afviser før mødet i Udenrigspolitisk Nævn at oplyse, om Danmark har været i kontakt med de pågældende landes ambassader.
- Jeg vender tilbage, når jeg har talt med Folketinget, men det har været vigtigt for mig at få indkaldt nævnsmødet hurtigst muligt, siger han.
Udenrigsministeren tweetede tidligere mandag om sagen:
- Alvorlig og komplet uacceptabel sag, lød det fra Jeppe Kofod.
Mange partiledere har også kommenteret sagen, herunder Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
- Godt arbejde af PET (Politiets Efterretningstjeneste, red.). Vigtigt, at I passer på Danmark.
- At fremmede magters efterretningstjenester tilsyneladende udkæmper deres kampe på dansk jord, er fuldstændig og aldeles uacceptabelt. Og det skal regeringen gøre krystalklart for dem, skrev han på Twitter.
/ritzau/