Et forskerhold fra Aarhus Universitet vil nu undersøge, hvordan køer producerer vitamin D3, som pattedyr danner i sommerhalvåret, når sollys rammer huden.
Som led i forsøget skal køerne have tøj på, og nogle af dem skal endda have bh på til at dække yveret, skriver Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet.
Forsøget skal vise, hvilke dele af køernes kroppe der er vigtige i forbindelse med dannelsen af vitamin D3.
Mange mennesker mangler nemlig vitamin D i vinterhalvåret, fordi solens stråler i de koldeste måneder ikke er intens nok til, at kroppen naturligt kan danne vitaminet.
Det samme er gældende for køerne som heller ikke får nok sollys om vinteren, og derfor er der ikke meget hjælp at hente fra mælk om vinteren.
Spørgsmålet er nu, om man kan danne mere D-vitamin om vinteren, ved at bestråle de afgørende dele af kroppen med UV-lys, som er en slags kunstigt sollys?
"Det kunne give en mere jævn D3-vitaminstatus året rundt, og så kunne vintermælk blive ligeså næringsrig som sommermælk", mener projektforsker Lone Hymøller, som er en af forskerne i forsøget.
Forskerne håber at nå frem til en løsning, hvor stalde kan indrettes med lys, så køerne kan danne D3-vitamin året rundt.