Danskerne har den seneste uge indsamlet 141 millioner kroner til at knække cancer.
Det skriver TV2 i en pressemeddelelse.
Lørdag kulminerede ugens indsamling til Kræftens Bekæmpelse med tv-showet "Knæk Cancer Live" på TV2.
Det er syvende gang, at danskerne samler ind til "Knæk Cancer".
Årets beløb på 141.895.200 kroner er blandt de største indsamlede beløb i Danmark i de senere år, skriver TV2.
Men beløbet når ikke helt op på sidste års niveau, hvor der blev indsamlet 147 millioner kroner. Og endnu længere er der til rekorden på 160 millioner kroner fra 2016.
Med dette års indsamling passerer "Knæk Cancer"-indsamlingerne samlet set én milliard kroner på syv år.
Kræftens Bekæmpelse er ifølge administrerende direktør Jesper Fisker "utrolig taknemmelig" for årets donationer.
- Det er overvældende med den massive støtte og opbakning, som danskerne giver til "Knæk Cancer". Danskerne sender et klart signal om, at vi står sammen i kampen mod kræft, udtaler han i en pressemeddelelse.
De projekter, der støttes med 2018-indsamlingen, handler blandt andet om etableringen af to nationale forskningscentre og støtte til unge forskere.
Derudover vil støtten gå til hjælp til pårørende og Børnecancerfonden samt en række forebyggende initiativer.
Danskerne har den seneste uge ikke blot bidraget økonomisk med pengepungen. Privatpersoner og virksomheder har også bakket op over alt i landet med blandt andet lysceremonier og salg af alt fra kager til perleplader.
Derudover har en lang række sangere, musikere, komikere og skuespillere bakket op om indsamlingen, ligesom et stort antal kendte danskere lørdag sad klar til at modtage donationer.
Fredag samlede TV2-programmet "Vild med dans" ind til "Knæk Cancer". Alene ved denne udsendelse blev der indsamlet over 20 millioner kroner.
/ritzau/