Klimaforandringerne skaber nye hotspots for virusudbrud og øger risikoen for en ny pandemi.
Årsagen er, at varmere vejr vil føre dyr mod køligere områder, hvor deres første møder med andre arter vil øge risikoen for, at nye - og potentielt meget smitsomme - virusser smitter mennesker.
Det viser et nyt studie, som er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Nature.
Der er i øjeblikket mindst 10.000 virusser, som "cirkulerer i stilhed" hos vilde pattedyr, der potentielt kan smitte mennesker.
De fleste af disse virusser er hos dyr dybt inde i tropiske skove. Men varmere vejr kan få dyrene - og dermed virusserne - nærmere områder befolket af mennesker og dermed øge risikoen for smitte til mennesker.
De højere temperaturer betyder, at pattedyrene vil blive tvunget til at forlade deres naturlige habitat dybt inde i de tropiske skove.
Og når de så møder andre arter, vil det skabe mindst 15.000 tilfælde af virusser, som udveksles mellem dyr inden 2070 ifølge studiet.
Denne proces er formentlig allerede i gang, advarer forskerne bag studiet. Og den vil fortsætte, selv hvis verden lykkes med hurtigt at mindske udledningen af drivhusgasser.
Det udgør en stor trussel mod dyr såvel som mennesker, påpeger forskerne.
- Vores arbejde viser os med mere uomtvisteligt bevis, at de kommende årtier ikke bare bliver varmere, men også sygere, siger medforfatter af studiet Gregory Albery.
Studiet har været under udarbejdelse igennem fem år. Forskerne bag har kigget på mere end 3139 arter af pattedyr og modelleret, hvordan deres bevægelser vil ændre sig ved forskellige scenarier af global opvarmning.
Dernæst har de analyseret, hvordan det vil påvirke spredningen af virusser.
Sandsynlige hotspots for virusudbrud er blandt andet Sahel, Indien, det østlige Kina, Indonesien og Filippinerne.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP