Opdateret kl. 16:48
Den fynske folketingskandidat Rolf David Gøtze trækker sit kandidatur for partiet Klaus Riskær Pedersen.
Det skriver TV2/Fyn.
Rolf David Gøtze var den ene af partiets to kandidater på Fyn.
Det er på grund af politiske uenigheder mellem Gøtze og partilederen Klaus Riskær Pedersen omkring emnerne sikkerhed, forsvar og udenrigspolitik, der er skyld i bruddet.
- Jeg har haft en snak med Klaus Riskær her i weekenden, og vi er blevet enige om, at der er nogle politiske pejlemærker, vi ser forskelligt på.
- Jeg er ordfører for områderne sikkerhed, forsvar og udenrigspolitik, og her har Klaus Riskær Pedersen og jeg nogle holdninger, der ikke flugter med hinanden, siger han til TV2/Fyn.
Gøtze udtaler, at han fortsat vil stemme på partiet.
- Jeg vil stadig stemme på partiet, og jeg håber, de kommer ind. Men jeg har også fået smag for politik og vil ikke afvise, at jeg en anden gang vil stille op for et andet politiske parti til højre for midten, siger Rolf David Gøtze.
Gøtzes navn vil fortsat være på stemmesedlen, da fristen for at trække sig udløb 25. maj klokken 12.
Klaus Riskær Pedersen bekræfter over for TV2/Fyn, at Gøtze har trukket sig som kandidat.
Partiets eneste kandidat på Fyn til folketingsvalget 5. juni er nu Gert Dyrn.
I Ritzau Index, som er et gennemsnit af meningsmålingerne, står Klaus Riskær Pedersen til at få 0,8 procent af stemmerne. Dermed kommer partiet ikke ind i Folketinget i første forsøg. Spærregrænsen er på to procent.
Partiet er et af tre nye, som forsøger at komme i Folketinget for første gang.
De andre er Nye Borgerlige og Stram Kurs. De to partier står ifølge Ritzau Index lige akkurat til at komme i Folketinget.
/ritzau/